Held er ikke en strategi

Da jeg for ganske nylig skiftede job, var der er en kollega, der lykønskede mig og sagde ”hvor er du heldig”. Men det havde hun jo ikke ret i. At jeg havde fået et nyt godt job, var ikke – i hvert fald ikke ret meget – et spørgsmål om held. Jeg fik jobbet, fordi jeg var målrettet, koncentreret og kompetent.

Min kollegas reaktion fik mig imidlertid til at tænke på, hvad det er der gør, at nogle mennesker tilsyneladende har nemmere ved at gøre sig attraktive for nye arbejdsgivere end andre med samme kvalifikationer og baggrund. Er det bare held, eller skal der mere til?

Jeg tror du kan opsøge heldet. Hvis du har en defensiv tankegang og tænker at det bliver svært at finde et nyt job, sender du helt sikkert ikke de signaler eller gør de ting, der kan hjælpe dig videre. Hvis du omvendt både tænker og viser, at det bliver en spændende proces, er jeg sikker på at heldet har nemmere ved at finde frem til dig.

Hvis du vil skabe dit eget held, er der fire ting, du skal gøre.

Lav en plan

En plan for din jobsøgning er en meget pragmatisk måde at opsøge heldet. Planen skal indeholde et klart defineret jobmål, en detaljeret beskrivelse af de handlinger, der skal til, samt en oversigt over de metoder og teknikker, du vil bruge.

Vær til stede

Inden du graver dig alt for meget ned i planen og får tunnelsyn, skal du huske at komme op efter luft af og til. Du skal med andre ord vise dig for andre og være til stede. Du skal netværke og være åben for, at der kan være flere måder at nå dit mål. Vær opmærksom på, hvad der ellers dukker op. Hvis du fokuserer for meget på, hvad du har planlagt at gøre, risikerer du at overse muligheder, der ellers ligger lige for næsen af dig. Når du netværker, får du masser af input, der ikke ved første øjekast er specielt interessante, men som du alligevel skal udforske. Du ved aldrig, hvad de kan føre til.

Regn med at vinde

Der var engang en psykolog, der sagde til mig, at det er svært at være sur, mens man siger til sig selv at man er glad. Om det passer, ved jeg ikke, men jeg ved at det hjælper på heldet, hvis du fokuserer på det positive i din jobsøgningsproces. Du skal fejre succeserne og tale om, hvordan din verden ser ud, når du har fået dit nye job. Tro mig, det er ikke bare floskler. Det virker!

Accepter, at det ikke altid går godt

Det sidste råd er enkelt. Tingene går ikke altid din vej og du kommer til at opleve modgang. Når det sker er der ikke andet at gøre, end at fokusere på de positive resultater, strategien før eller siden vil føre til, hvis du holder fast i den. Din strategi lykkes ikke altid, og netop derfor skal du have en.

For husk: Held er ikke en strategi!

Dette indlæg blev udgivet i Arbejdsliv, Arbejdsmarked, Jobsøgning og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *