Er du klar til millenials?

På denne tid af året myldrer talentfulde og veluddannede unge ud på arbejdsmarkedet, klar til at gå i gang med deres karriere for alvor. Det får mig til at tænke på, hvordan jeg mødte arbejdsmarkedet dengang i begyndelsen af 1990’erne, da jeg stod med eksamensbeviset i hånden. Men det får mig endnu mere til at tænke på de krav og ønsker nyuddannede anno 2018 har, og hvor forskellige de er i forhold til min generations forestillinger om et godt job.

Jeg er sikker på, at millenials, som den nye generation af talenter ofte kaldes, vil have behov for både udfordringer og støtte på en måde og i en grad som mange virksomheder ikke har erkendt endnu. De unge kommer f.eks. til at arbejde længere end nogen generation før dem, og derfor vil deres syn på det at ”have en karriere” være et andet. Det er nok de færreste nyuddannede, der regner med at deres karriere bliver lige så lineær og med lige så få arbejdsgivere som deres forældres. De vil helt sikkert stille nye og anderledes krav, og de krav vil helt sikkert bliv opfattet forskelligt af de virksomheder, de nyuddannede skal ansættes i.

På en konference for et par måneder siden, talt jeg med en administrerende direktør, der gav udtryk for, at det vil blive værst for de unge selv, hvis de er for egoistiske, forventer spændende opgaver og fleksible arbejdstider, eller hvis de ikke ønsker at indordne sig den herskende måde at gøre tingene på. ”De kommer ikke til at holde længe i min virksomhed”, sagde han. Spørgsmålet er imidlertid hvor længe hans virksomhed kommer til at holde uden disse unge, som han med sikkerhed vil få svært ved at rekruttere.

Jeg tror det er en af de væsentligste opgaver for fremtidens ledere, at de forstår, hvad de nye generationer har brug for. Vi er nødt til at forudse deres behov, så vi kan tilpasse vores virksomheder og gøre os attraktive for de medarbejdere, der skal tjene penge til os i fremtiden. Det betyder, at vi kommer til at ændre på måden, vi gør tingene på.

Hvad skal vi ændre? Hvordan? Det vil jeg i de næste to-tre indlæg komme med nogle bud på.

Dette indlæg blev udgivet i Arbejdsliv, Arbejdsmarked, Ledelse og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *