Jeg havde engang en chef, der hellere ville stikke hånden i en tidsel, end give sine ansatte ros. Sådan virkede det i hvert fald. Af og til kom han ind på en medarbejders kontor og mumlede nogle halvt forståelige ord, og det varede længe før jeg fandt ud af, at det faktisk var hans måde, at anerkende en indsats. Han ville gerne rose, men kunne ikke finde ud af det.
Jeg har også haft en chef, der nogle gange komme blæsende ind på kontoret og i blomstrende vendinger gav udtryk for sin tilfredshed. Af og til var hun så rosende og anerkendende, at jeg kom i tvivl, om hun faktisk mente det. Der er imidlertid ingen tvivl om, hvem jeg bedst kunne lide at arbejde for.
På tysk har man talemåden Nicht geschimpft ist auch gelobt, hvilket betyder noget i retning af, at hvis man ikke få skældud, er det også en slags ros. Det er bare ikke sådan, man motiverer sine medarbejdere. Når der laves undersøgelser af medarbejdertilfredshed på arbejdspladserne, er det ofte chefens evne til at rose sine ansatte, der vurderes lavt, men prioriteres højt.
Kender du det ikke også selv? Selvom du er glad for en andens indsats, er det ikke altid så ligetil at uddele ros. Og hvordan har du det i øvrigt med at modtage ros? Jeg tror, at mange chefer slet ikke er så dårlige til at rose, men at flere ansatte ikke er gode til at modtage ros.
Tænk lige tilbage til din barndom. Hvordan var dit behov for ros dengang? Næsten alle har i barndommen oplevet ros som en slags handel. Man gør noget, og får noget for det. For børn er det tit en meget åbenlys handel, mens det for os voksne er en mere skjult sammenhæng. At præstation og ros hænger sammen i et vist handelsforhold er der imidlertid ikke tvivl om.
Derfor skal du også selv rose dine kolleger. Oprigtigt. Du skal ikke give komplimenter i flæng, for så bliver du betragtet som overfladisk og dine komplimenter mister værdi. Det er ikke så let, at give komplimenter, men det virker.
Pingback: Anerkendelse er mere end et skilt på væggen | JOBlog