Jeg har tidligere skrevet om, hvor negativt det kan virke på dine kolleger, hvis du brokker dig. Det kan du læse her. Men hvad kan du egentligt gøre, hvis det er de andre, der jamrer? Her er 6 måder at tackle kollegernes brok:
Flygt. I længden er det ikke en holdbar løsning, men på kort sigt kan det være det bedste at gøre. Når brokkeriet begynder kan du gå ud og tage en kop kaffe, undskylde dig med et telefonopkald eller bare en gå en lille tur. Hvad som helst, der får dig væk fra brokkeriet.
Lad dig ikke rive med. Hold afstand til de negative personer og deres jammer. Mange gange vil du opleve, at brokkerne vil involvere dig ved at stille spørgsmål som ”Synes du ikke også det?”. Her gælder kun, at du ikke må give din negative kollega ret. Svar afvigende, eller slet ikke.
Spørg efter løsninger. ”Hvad kan du gøre ved det?” Et kort, åbent spørgsmål kan mange gange hjælpe din kollega med at tænke mere positivt – i det mindste her og nu. Og hvis det ikke får kollegaen til tænke på løsninger, har du i hvert fald gjort hvad du kunne. Slut samtalen positivt ved at sige noget i retning af ”Hvis der er noget, jeg kan hjælpe med, siger du bare til”.
Tilbyd din hjælp. I det hele taget skal du finde ud af, om din kollega brokker sig for brokkeriets skyld, eller om der faktisk er noget, du kan gøre. Hvis der er et reelt problem, vil dit tilbud blive taget imod med glæde. Og hvis det bare er varm luft, finder du jo ud af det.
Afled opmærksomheden. Hvis du synes at en samtale med en kollega er ved at tage en lidt for negativ drejning, kan du prøve at føre den hen på mere positive aspekter. Efter at have lyttet til en kollegas negative syn på flere ting, har jeg for nyligt haft held med at sige ”Det lyder som din dag ikke har været så heldig. Skal vi ikke tale om noget andet og mere muntert?”
Sig fra. Når alle mere eller mindre subtile forsøg fejler, kan det være nødvendigt at tale med store – og klare – bogstaver. Det er ikke alle brokkehovederne, der er klar over, hvor negativt de virker på andre, og så kan det være på sin plads, at du siger til, når du ikke gider stå model til mere.