Kvinder og teknik!

Er du kvinde, ung og ingeniør, er du ikke meget værd! I hvert fald ikke, hvis man spørger dig selv.

Stadig flere piger bevæger sig ind på de såkaldte mandedomæner og søger uddannelser, der hidtil har været meget dominerede af mænd. Tilmed viser det sig, at pigerne ofte bliver meget dygtige til deres fag!

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at ledigheden for kvinder i ingeniørfag er højere end for deres mandlige kolleger – 4 % mod 3,3 % for mænd. Hvad er grunden til det?

Eller hvad med det faktum, at kvindelige ingeniører allerede i deres første job får lavere løn end deres mandlige kolleger med samme uddannelse og erfaring? Og ikke nok med det; de forventer tilmed en lavere løn? Der må være en årsag?

Kvindelige studerende anser sig selv for mindre egnede
Vi kan hurtigt udelukke, at kvinder er dårligere ingeniører end mænd. Ser vi alene på det teoretiske fundament, er kvinderne faktisk en lille smule bedre. I hvert fald får de kvindelige dimittender generelt bedre karakterer end deres mandlige medstuderende.

Måske skal spørgsmålet findes i kvinderne selv. Et østrigsk studie viser f.eks., at kvindelige studerende på tekniske universiteter selv anser sig for mindre egnede end mænd. Undersøgelsen viser, at 62 % af de adspurgte kvindelige studerende på et teknisk universitet, svarer ja på spørgsmålet ”Er kvinder mindre egnede i tekniske fag end mænd?”

Og vi taler altså ikke om, hvad alle studerende mener, men udelukkende om kvindelige studerende. Det er kvinder, der har valgt en teknisk uddannelse som deres fremtid, men de forfølger et mål, de åbenbart ikke selv tror på.

Der må stikke noget under
78 % af de adspurgte kvinder peger i undersøgelsen på lavere faglig selvsikkerhed som en af årsagerne. Det kan i hvert fald delvist forklare den lavere forventning til startløn. Hvis man ikke tror tilstrækkeligt på sig selv, er det svært at forhandle lønnen op.

Måske kan man ikke oversætte østrigske forhold direkte til Danmark, men at der er forskel på mænd og kvinder i ingeniørfagene (f.eks. ledighed og løn), er der ikke tvivl om. Jeg kunne godt tænke mig, at lære mere om hvorfor!

Nogle af de ting, jeg har spekuleret på, er om kvinder mener, at de skal kunne meget mere end deres mandlige kolleger, eller om kvinder vælger bestemte ingeniørretninger, der har dårligere beskæftigelsesmuligheder?

Indlægget er tidligere offentliggjort på IAKs blog.

Dette indlæg blev udgivet i Arbejdsmarked og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *