Podcast om jobsøgning med LinkedIn

Akademikernes A-kasse laver en rigtig fin podcast om emner relateret til jobsøgning. Du kan høre den seneste version her.

Jeg har bidraget til en snak om, hvordan man bedst bruger LinkedIn i sin jobsøgning. Det afsnit kan du høre her (varighed: 15 minutter):

Udgivet i Branding, Jobsøgning, LinkedIn, Netværk, Rekruttering | Tagget , , | Skriv en kommentar

Video: Næste trin i karrieren

På IDAs Karrieretrinsdag 2015 deltog lidt mere end 200 ingeniører og cand. scient’er til en inspirationsaften om det næste trin i karrieren. Fælles for dem alle var, at de højst havde fem års erfaring efter endt uddannelse. Jeg talte om vigtigheden af at tage ansvar for egen karriereudvikling. Det kan du se på de første 7 ½ minut af denne video, hvor du også kan møde en leder og en projektleder, der fortæller om deres karrieres til og -fravalg.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Er du en lilla ko?

Køer er kedelige. Køer er ens. Den første du ser, er sikkert spændende, og måske også den anden, og den tredje. Men så, efter at have set den fjerde, femte, tiende, begynder køer at være kedelige. De er jo ens.

En lilla ko, derimod, det ville være noget. En lilla ko ville skille sig ud. Det er pointen i Seth Godins bog Purple Cow, hvor han bruger den lilla ko som en metafor for det at skille sig ud. Den lilla ko beskriver noget fantastisk, uventet, spændende eller bare utroligt.

Godins bog er skrevet til og for markedsføringsfolket, der hele tiden søger et middel til at komme foran alle de andre, men den lilla ko kan sagtens overføres til din karriere. Hvis du gerne vil have nye udfordringer, er det lige så vigtigt, at du skiller dig ud, som det er for virksomheder og deres produkter. Du er bare én af mange tusinde, der søger et nyt job. Hvis du gør som alle de andre, ser virksomhederne bare endnu en brun ko.

En god uddannelse og stærke faglige kompetencer er ikke nok til at du skiller dig ud, hvis dine konkurrenter er lige så dygtige. Og det kan du godt regne med, at de er. Det, der skal til, for at du skiller dig ud, er kant. Stil dig selv spørgsmålet: Hvad gør mig anderledes end mine kolleger? Når du kender svaret, kan du begynde at arbejde med dit brand og finde ud af, hvilken farve ko, du vil være.

Hvis du vil vide mere om hvordan du kan vise kant, når du beskriver dig selv, kan du læse her.

Udgivet i Branding, Jobsøgning | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Brok ødelægger arbejdsglæden

Alle kan have en dårlig dag på jobbet fra tid til anden – en rigtig sur dag, hvor alting er skidt og arbejdsglæden fordufter helt. Det har hver tredje af os faktisk en gang om ugen. Det er meget, når en dårlig dag defineres som “en dag du i hvert fald ikke har lyst til flere af”. Men hvad er egentligt de største arbejdsglædedræbere? Det afslører en undersøgelse på www.arbejdsglæde.nu. Du kan læse undersøgelsens resultater her.

Den største pleasure killer er brok fra kollegerne. Mand, hvor jeg genkender det. Faktisk har jeg tidligere skrevet et indlæg om, hvor lidt konstruktivt det er, at brokke sig på eller over arbejdet.

Når du brokker dig, demonstrerer du, at du er en smålig person, der går op i ting, du ikke kan ændre. Du skaber en aura af negativitet og manglende handlekraft omkring dig og du demotiverer dig selv. Samtidig tiltrækker du andre brokkehoveder. Så kan I have jeres egen lille klub, hvor I spilder jeres tid. Stop det.

 

Udgivet i Arbejdsliv, Arbejdsmarked | Tagget , | 1 kommentar

Sidste mand taber

Det her er spændende: Tysk forskning viser, at det er en fordel, at være en af de første, der kommer til jobsamtale. Man bliver i højere grad vurderet op mod de andre kandidater, hvis man er sidst i rækkefølgen – med større risiko for et negativt udfald. Forskningen viser også, at samtalerne med de første kandidater varer længst. Kort sagt: Det er en ulempe for ansøgere, der er sidst i samtalerækkefølgen.

Læs mere her.

Udgivet i Jobsøgning, Rekruttering | Tagget | Skriv en kommentar

Thank God it’s Friday

Det er fredag eftermiddag og weekenden står for døren. Forhåbentligt står du over for to dage helt uden arbejde. Hvis du gerne vil undgå at tænke for meget på det arbejde, der venter dig igen allerede på mandag, er her nogle gode råd til hvad du kan gøre i dag. Mandagsblues kan nemlig bekæmpes allerede om fredagen.

For mange er fredag eftermiddag det tidspunkt på ugen, hvor der er mest luft i kalenderen. Derfor kan du bruge fredagen til at sørge for, at der ikke ligger mange eller store arbejdsopgaver og venter på dig på mandag. Her er fire ting, du kan gøre:

Planlæg ugens vigtigste opgaver
Tænk over, hvad den kommende uge byder på. Er der særlige opgaver, du allerede nu kan tage højde for? Hvis du skal tilrettelægge ugen på en bestemt måde, så du får tid til det væsentlige, er fredag eftermiddag det rigtige tidspunkt at gøre det på.

Få tingene gjort
Du kan sagtens bruge fredagen på at koble af og stirre ud af vinduet eller flytte en stabel papir fra den ene reol til den anden. Det ændrer bare ikke på mandagens to-do-liste. En produktiv slutning på ugen kan imidlertid ændre på det. Du skal nok ikke kaste dig over store projekter fredag eftermiddag, men mon ikke der er nogle små opgaver, som ikke behøver at vente til mandag?

Ryd skrivebordet
Kreativt kaos hersker på manges skrivebord, og måske er du en af dem, der foretrækker det sådan. For de fleste er det dog sådan, at en smule orden efterlader en god fornemmelse. Har du noter og små sedler, som kan overføres til kalenderen? Er der rapporter, der kan komme ind i reolen? Er der papir, der egentlig hører til i papirkurven? Hvis du sørger for at ordne dit skrivebord inden du holder weekend, er der mindre at få overblik over mandag morgen.

Tænkt stort
Når roen sænker sig om fredagen er det tid til at tænke store tanker. Hvordan har ugen været? Hvad gjorde du godt? Hvad var sjovt og spændende? Nåede du hvad du ville? Er der noget, du skal ændre? Hvilke projekter vil du gerne kaste dig over på længere sigt? Husk at tage noter, så de store tanker fastholdes – også når det igen bliver mandag.

Rigtig god weekend.

Udgivet i Arbejdsliv | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Træt af dit job? Her er fem grunde til at holde ud lidt endnu

En dårlig chef, kedelige opgaver, et usundt arbejdsklima eller mangel på udviklingsmuligheder? Der kan være mange grunde til, at du har lyst til at skifte dit arbejde ud med et andet. Selvom overvejelserne kan være rimelige, er der alligevel grund til at du tænker dig om mere end én gang. Skal du give op eller holde ud?

Du ved bedst selv, om du skal søge nyt job. Men skal du gøre det over hals og hoved, eller er det bedste at være tålmodig? Her er fem strategier, der kan hjælpe dig, mens du tænker.

Det er ikke så slemt. Jo, der findes job så slemme, at de ikke er til at holde ud. Job, hvor den eneste løsning er at skynde sig væk. I de fleste stillinger er der imidlertid positive aspekter: Kollegerne er gode, arbejdstiderne er attraktive, lønnen er fin. Uanset hvilke udfordringer du oplever, er det en god ide at koncentrere dig om de positive elementer, mens du søger et bedre arbejde.

Det er mit job. Ikke mit liv. Hvis du går på arbejde mandag morgen med øjnene fast rettede mod weekenden, er det ikke en langtidsholdbar løsning. Men det hjælper at fokusere på den del af dit liv, der leves uden for arbejdet. Find ud af, hvad der giver dig energi – det kan være en hobby, familie, venner – og gør mere af det, når du har fri. For mange er fritiden noget man har, mens man venter på at komme på arbejde igen. Hvis du er træt af dit arbejde, skal du måske betragte det som noget, du har, mens du venter på at få fri?

Selv et dårligt job giver dig noget godt. Enhver, der ser tilbage på sin arbejdserfaring, vil se at det ikke har været helt formålsløst. Du har lært noget. Normalt vil du se det i bakspejlet, men det kan være en fin strategi for at klare dit nuværende job, hvis du har tanke for hvad du lærer af det. Det er sikkert egenskaber, du kan gøre nytte af i dit nye job.

Lyt til mavefornemmelsen. Forstand og intuition er ikke altid enige. Nogle gange har man mest lyst til at flygte fra sit arbejde, men ved godt at det er bedst at slå koldt vand i blodet. Så er det vigtigt at mærke godt efter. Er det virkeligt nødvendigt at skifte job med det samme? Er det nu, du skal væk for at bevare helbred og humør? Eller vil det være en bekvemmelighedsflugt? Bør du i virkeligheden være tapper og holde ud lidt længere? Du har selv svaret, hvis du stiller spørgsmålene.

Brug energien rigtigt. Det kan være befriende at beklage sig over jobbet. Men det kan også dræne dig for energi. Det er helt OK at læsse af på familie og venner af og til (men pas nu på, at det ikke bliver en vane, så det slider på dem), men hvis du konstant har et negativt syn på dit arbejde, kanaliserer du for store mængder af din energi over på problemet, og alt for lidt på løsningen. Så er kræfterne bedre brugt på jobsøgning.

Kampen for et nyt og bedre job kan være lang og krævende. Du skal bruge tiden i dit nuværende job på den rigtige måde, og med det rigtige mindset forbedrer du dine muligheder for at komme godt videre.

Udgivet i Arbejdsliv | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Farvel! Derfor søger du nyt job

I dag er det International Quit Your Crappy Job Day.

60% af alle arbejdstagere overvejer at søge et nyt job. Det er i hvert fald, hvad et studie foretaget af Kelly Services i Tyskland afslører. Undersøgelsen viser også, hvorfor så mange er på jagt efter nye opgaver.

I Quit

  1. Den væsentligste grund er løn. 60% af deltagerne i undersøgelsen angiver finansielle årsager til deres ønske om et nyt job.
  2. Manglende muligheder for udvikling i jobbet er den væsentligste årsag for 41%.
  3. Lidt mere end en tredjedel vil gerne have et job, men en anden work-life-balance.
  4. Lige så mange vil gerne væk fra en arbejdsplads med en dårlig stemning eller ringe arbejdsmiljø.
  5. Ledelsen udgør et problem for 28% af de arbejdstagere, der ønsker et skifte.
  6. Stress er et problem for mange, og lidt mere end hver fjerde jobsøger, angiver det som årsag til at de vil have nyt job.

Det interessante er, at hvis en jobsøger skal vælge mellem to forskellige stillinger, er det ikke kun lønnen, der er det afgørende. Der er fire andre faktorer, jf. undersøgelsen:

  • Work-life-balance (64%)
  • Karriereudvikling (62%)
  • Efteruddannelsesmuligheder (58)
  • Arbejde, der giver mening (28%)

I studiet er der to såkaldte dauerbrenner, altså gengangere fra tidligere undersøgelser: Fleksible arbejdstider og en bedre work-life-balance. Fleksible arbejdstider er uden diskussion et af de allervæsentligste kendetegn ved det ideelle arbejde.

Konklusionen må være, at løn og ud faglig udvikling er vigtigt for mange, men at fleksibilitet og gode muligheder for selv at tilrettelægge sit arbejde også har så stor betydning, at man som arbejdsgiver skal være opmærksom på dette for at fastholde dygtige medarbejdere.

Du kan se en oversigt over undersøgelsen her.

Udgivet i Arbejdsliv, Arbejdsmarked | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Er du gift med den rigtige?

I 2011 skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg under overskriften “Find en kæreste og få et job” argumenterede for, at ledige i et fast parforhold har bedre jobmuligheder end singler.

Påstanden var ikke grebet ud af den blå luft, men baseret på observationer og data indsamlet om ledige i Ingeniørernes A-kasse. Vi mente at kunne påvise en vis sammenhæng mellem civilstand og ledighedslængde.

Vores undersøgelse var på ingen måde videnskabelig, og derfor er det interessant, at der nu er kommet forskning, der peger i samme retning, som vi så for fire år siden. Dit valg af partner har betydning for din arbejdsmæssige succes. Forskere på Washington University i St. Louis har fundet ud af, at personer med en stabil og pålidelig partner tjener mere, oftere bliver forfremmet og er mere tilfredse med deres arbejde.

Hvad det betyder, kan du læse mere om her, hvor der også er et link til selv undersøgelsen.

Mit oprindelige indlæg førte i øvrigt til en artikel i Ingeniøren og  til et interview i P3 Nyhederne.

Udgivet i Arbejdsliv | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Fem tips, der gør dig mere interessant

Er det i 2015, du skal forfremmes eller have det nye job, du drømmer om? Hvis du vil ændre din karriere er det på tide at gøre noget. Du skal skille dig ud. Her er fem gode råd:

Gør din fortælling skarp
Hvad siger du, når nogen spørger: ”hvad går du og laver”? Det er en gylden mulighed for faktisk at fortælle, hvad du går og laver, men mange spilder muligheden og svarer intetsigende: ”ikke meget” eller ”det sædvanlige”. Det er vigtigt, at du altid bidrager med noget relevant, så du virker aktiv og energisk. Sig noget om et projekt, du er i gang med eller nogle spændende arbejdsopgaver, du lige har afsluttet. Begejstring sælger.

Genopliv gamle kontakter
Hvis du vil ændre dit brand, er de personer, der kender dig bedst, de sværeste at påvirke. De kender dig for noget, og har derfor sværere ved at genkende en anden version af dig. Derfor kan du i stedet fokusere på gamle kontakter; folk, du kendte engang, men ikke har set i et stykke tid. Du kender dem godt nok til at I stadig har noget til fælles, men de forventer ikke, at du nu er den samme som tidligere, og opdager ikke at dit brand har ændret sig. I mellemtiden har de fået nye kontakter og udbygget deres netværk, der kan hjælpe dig med at forfølge nye muligheder.

Kast dig over noget nyt
Hvis du skal bygge et nyt brand, er det svært at være generalist. Konkurrencen fra andre generalister er uendelig stor. Hvis du derimod viser interesse og begynder at have synspunkter om et specifikt emne, meget gerne en begyndende trend, er det meget nemmere at blive kendt og genkendt.

Lær noget nyt
Måske vil vi alle sammen gerne lære et nyt sprog, blive bedre til tennis eller tage en helt ny uddannelse. Det er bare de færreste af os, der har mulighed for det. Og så tager det tilmed tid. Vælg i stedet en specifik kompetence, som du ønsker at tilegne dig i løbet af det kommende år, og gå efter det.

Skab indhold
Det er både sjovere og nemmere når nogen kommer til dig med et forslag, f.eks. om et job, end hvis du skal banke på deres dør. En af måderne at optimere ”inbound marketing”, er at vise dig frem. Du skal præsentere noget, der viser dine kompetencer. I stedet for at fortælle, hvad du er god til, skal du vise, at du er det.

En af de mest tilgængelige måder at vise, hvad du kan og interesserer dig for, er at bruge sociale medier som Facebook og LinkedIn (hvor især grupperne er fremragende udstillingsvinduer). Det er også temmelig nemt at oprette en blog som denne her.

Hvis du følger ovenstående råd, bliver du en ikke en verdensstjerne natten over, men du vil helt sikkert forbedre dine chancer for at styre dit brand.

Udgivet i Branding, LinkedIn, Netværk | Tagget , , , | Skriv en kommentar