Har du de rigtige venner

Er du ledig? Det er skidt. Har dine venner et job? Det er godt!

Det er nemlig sådan, at ledige, hvis bedste venner er i arbejde, har større chancer for at finde et nyt job.

Det er i hvert fald konklusionen på en empirisk undersøgelse foretaget af det tyske Bonner Institut zur Zukunft der Arbeit. Forskerne har spurgt 3.000 ledige om deres venner og vennernes arbejde. Resultatet viser, at for hver ven, du har, der også er ledig, falder dine chancer for at komme i job med 3,7 procentpoint.

I gennemsnit fandt hver femte i undersøgelsen et nyt job inden for et år. I de tilfælde, hvor den lediges tre nærmeste venner også var arbejdsløse, lå succesraten helt nede under 10 %. Hvis de tre nærmeste venner omvendt alle var i arbejde, steg den lediges chancer til gengæld til 30 %.

Der er tale om en tysk undersøgelse, og det tyske arbejdsmarked er noget anderledes end det danske (blandt andet finder danske ledige hurtigere job), men det er alligevel tankevækkende, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem ens sociale omgangskreds og sandsynligheden for at komme i job hurtigt.

Jeg er ikke i tvivl om, at den konklusion kan overføres til danske forhold.

Styrken ved et godt netværk
Hvad kan forklaringen så være? De tyske forskere peger på det sociale pres, der kommer af at hele omgangskredsen er i arbejde. Man ser det som mindre acceptabelt at være ledig, og derfor gør man en større indsats for at finde et job.

Jeg tror nu snarere, at det handler om, at netværket er stærkere og i højere grad kan bidrage, hvis vennerne har et arbejde. Man får ganske enkelt et informationsforspring, jo flere personer man kender, der har sin daglige gang på en arbejdsplads. Man bliver oftere tippet om ledige stillinger, man kan nemmere få information om virksomheder, der klarer sig godt, og man får lettere ved at få overblik over, hvilke kompetencer, der er mest gangbare.

En anden pudsighed ved undersøgelsen er i øvrigt, at det tyder på, at man både får mere i løn og et mere sikker ansættelse, hvis ens venner har et arbejde.

Hvor vigtigt er det, at vennekredsen er i arbejde? Hvad er det for nogle faktorer, der spiller ind?

Indlægget er oprindeligt skrevet til IAKs blog.

Dette indlæg blev udgivet i Netværk og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *