I nogle år har coaching været et af de helt store modeord inden for arbejdslivet. Forleden læste jeg i det svenske magasin Chef, at det ikke længere er tilfældet hinsidan.I stedet kalder mange svenske vejledere sig noget andet. For eksempel ledertræner eller facilitator. Hvorfor? Jo, titlen er alt for belastet.
Ikke bare i Sverige, men også i Danmark er der rigtig mange, der faldbyder deres ydelser med udgangspunkt i en titel som coach. Jeg kender mange af dem, og har arbejdet sammen med en del. Jeg har mødt mange dygtige coaches, der er i stand til at gøre en forskel for andre, men jeg har sandt for dyden også mødt en del, som jeg meget nødig – faktisk under ingen omstændigheder – vil give ansvaret for at vejlede andre mennesker. Jeg taler blandt andet om de mange deltidscoaches, der ved siden af et job som autoophugger eller damefrisør har taget et brevkursus i coaching – typisk fordi de selv har været i en krise, hvilket aldrig er et godt udgangspunkt for at hjælpe andre.
Det er alt for let, at få lov til at prøve sin lommefilosofiske tankegang af på sagesløse, blot fordi man kalder sig coach. Nogle coaches arbejder så meget ud fra egen erfaring, at de fungerer som profeter for deres egen lære. For dem er coaching deres egen proces, hvor det i virkeligheden handler om den, der coaches. En god coach er ydmyg, giver dig plads og forsøger at finde frem til de løsninger, der er dine egne. En dårlig coach siger “Det lykkedes for mig, så kan det også lykkes for dig”.
Der er to åbenlyse farer ved amatørcoaching:
For det første, at den slet ingen effekt har.
For det andet, at den har en helt anden effekt end tilsigtet. Coaching kan have en vis terapeutisk effekt eftersom den forandrer dit syn på dig selv, og det er der coaches der slet ikke har kompetencer til at håndtere. Den gode coach forstår at skelne mellem coaching og terapi. Den dårlige coach kender ikke forskellen.
De mange dygtige coaches gør et godt arbejde. De hjælper og støtter mennesker, der har brug for det. Det kan f.eks. være i forbindelse med forandringer i joblivet, misbrug eller kriser. Jeg synes bare der er behov for, at vi omtænker begreberne og er forsigtige med at bruge samlebetegnelsen coaching, der har mistet sin troværdig til skade for de dygtige folk, der faktisk er i stand til at gøre en forskel.