Robert L. Leahy: Konstruktiv Ledighed
Markedet for selvhjælpsbøger er enormt, og antallet af forfattere, der i kølvandet på de sidste fem års øgede ledighed, har haft en mening om, hvordan man klarer sig gennem en opsigelse, er stort. Det er imidlertid slående, hvor mange af disse eksperter, der er bagudskuende og fokuserer på, hvor svært det kan være at være arbejdsløs. Offerrollen fylder meget.
Mange gange er det også sådan, at deres ekspertise ikke er funderet i andet og mere end egne erfaringer. I de fleste tilfælde, jeg kender, er det lægmandslitteratur, hvor forfatteren selv har været ledig og derfor føler sig kaldet til at dele ud af sine erfaringer ud fra devisen ”når jeg kunne, kan du også”.
Robert Leahys Konstruktiv Ledighed griber det anderledes an. Dels skriver han ikke bare ud fra egen erfaring, men på et videnskabeligt grundlag, og dels er hans fokus fremadrettet og konstruktivt. Her er ingen ofre. En af Leahys vigtigste pointer er, at man skal anerkende det, der er sket – og man må gerne være ked af det – men også forpligte sig til en forandring, for ”at forblive i offerrollen hjælper dig ikke til at nå dine mål”. Du kan selv vælge, hvordan du håndterer arbejdsløshed. Du har et valg.
Konstruktiv Ledighed hjælper dig med det valg. Gennem kapitler med titler som ”Gør noget”, ”Opbyg dit selvværd” og ”Hjælp hinanden” præsenterer Leahy dig for overvejelser og metoder til at gøre din ledighed til en konstruktiv periode, hvor du bliver en proaktiv og mere afklaret jobsøger og lærer teknikker, du kan bruge i resten af dit liv.
Robert Leahy er professor i psykologi og har i en årrække arbejdet med at forstå de psykologiske konsekvenser af ledighed og prøvet at beskrive metoder til at håndtere dem. Hans budskab er, at en periode med ledighed kan hjælpe os til at fokusere på, hvordan vi kan ændre den måde, vi tænker på og den betydning positive synsvinkler kan have på os og vores jobsøgning. Hvis du en ledighedsperiode lærer at ændre dine negative tanker, har du et værdifuldt redskab, der kan bruges i andre af livets udfordringer.
Selvom Leahy er akademiker og videnskabsmand, er det ikke svært at følge hans argumenter og bogen er fyldt med brugbare øvelser, der viser betydningen af proaktiv tænkning og planlægning, og som kan hjælpe os med at forstå de udfordringer ledighed giver os. Ved at trække på kognitiv terapi og metoder som f.eks. mindfulness giver bogen nogle fantastiske eksempler på, hvordan man kan tage kontrollen over en situation, der får de fleste til at føle sig kraft- og hjælpeløse.
For mange er arbejdsløshed den værste udfordring, de har været ude for. De oplever de negative tanker, der følger med at miste sit arbejde. Skyld og tvivl følges måske endda af økonomiske problemer, social isolation og hjælpeløshed. Hvis du genkender den situation, må du godt tænke, at det er provokerende, når Robert Leahy hævder, at det kan føre til noget godt, hvis du har mistet dit arbejde. Kan det overhovedet være konstruktivt ikke at have noget arbejde? Er det ikke unødvendigt overlegent at hævde, at ledighed kan være en gave? Måske, men Leahy har en pointe. Der er ingen vej uden om problemerne, kun en vej igennem alt det svære. Og hvorfor ikke lære af det? Måske er tiden mellem to job en platform, du kan sætte af fra, og som medvirker til, at du kan håndtere alle de problemer, du møder, på en bedre måde.
Konstruktiv Ledighed er en bog, der er nem at gå til. I amerikansk selvhjælpslitteratur undgår man desværre ikke simple fraser, men Leahy kommer fint ud af de fleste. De steder, hvor den tenderer til at blive lidt for simpel i sin tilgang, kommer der flere gange en relevant – og nogle gange overraskende – refleksion.
Dette er en bog for folk, der har mistet deres job. Men det er ikke en bog om, hvordan du skriver et CV eller søger et job. Den er vigtigere end det. Det er en bog, der giver dig motivation og selvtillid til at komme videre. Det er en bog, der kan ændre den måde, du tænker på.