Jeg synes det er en god ide, at du ringer og får information, inden du søger et job. Hvis du har læst de seneste ugers indlæg, er du nok ikke i tvivl om det.
Hvis du også har fulgt mine råd, har du sikkert været ude for, at du ikke får fat i kontaktpersonen, men vedkommendes telefonsvarer. Derfor tænker jeg, at det kan være nyttigt på forhånd at overveje, hvad man skal sige. At du skal sige noget er nemlig ikke til diskussion. Læg ikke røret på uden at indtale en besked.
Start med detaljerne. Nævn først dit navn og den stilling, du ringer angående. Fortæl derefter, hvorfor du ringer. Hvad er det, du gerne vil have information om?.
Du skal sige tilstrækkeligt, til at man kan adskille dig fra de andre ansøger. Det kan være så enkelt som:
Jeg hedder Morten Esmann og har set, at I søger en bygningsingeniør med speciale i energimålinger. Det er præcis den type job, jeg foretrækker, men inden jeg sender min ansøgning er der nogle spørgsmål om opgavernes karakter, jeg gerne vil tale med dig om.
En typisk fejl er, at man er for kedelig og siger for lidt på en telefonsvarer. Ud over ovenstående er der i hvert fald plads til en sætning mere. Det kunne være noget i retning af ”hvis du kan bruge en ingeniør, der brænder for klimavenligt byggeri, passer vi godt sammen.”
Slut af med noget i retning af ”..mit nummer er xx, og du er velkommen til at ringe, men jeg vil under alle omstændigheder ringe tilbage til dig senere.”
Har du overvejet, hvordan du præsenterer dig bedst på en telefonsvarer? Eller hvad med din egen telefonsvarerbesked. Lyder den professionel?