En moderne jobsøger bruger LinkedIn til at finde drømmejobbet! LinkedIn er det mest brugte professionelle netværk og har mere end 120 millioner brugere på verdensplan, og i Danmark har ca.1.000.000 en profil. Blandt dem er der en stor overvægt af personer med en lang eller mellemlang videregående uddannelse.
LinkedIn giver dig mulighed for, at udvikle og pleje dit netværk. Et godt, professionelt netværk vil gavne din karriere og give dig adgang til relationer, viden og information. LinkedIn visualiserer dette netværk, og giver dig et nemt overblik over, hvem du kender.
En anden fordel er, at LinkedIn viser dig, hvem dine kontakter kender. Måske er du kun et enkelt led fra at få kontakt til en relevant rekrutteringskonsulent?
Endelig giver LinkedIn dig mulighed for at vise, hvad du kan. Din LinkedIn-profil er en væsentlig del af dit virtuelle visitkort: Din profil bliver et viralt CV, der arbejder for dig, tilmed når du ikke selv er online. Derfor bruger flere og flere virksomheder LinkedIn til at rekruttere nye medarbejdere – et stigende antal bruger endda udelukkende LinkedIn.
Når du skaber din profil, skal du huske på disse ting:
Brug nøgleord
Din profil skal indeholde nøgle ord, der fremhæver de kompetencer, du har, og de opgaver, du kan løse. Brug så mange nøgleord som muligt. Tænk over, hvilke ord andre bruger, når de søger. Undgå klicheer.
Fortæl, hvad du kan
Din overskrift og dit summary skal være præcise i deres beskrivelse af, hvem du er eller gerne vil være. I overskriften skal du undlade, blot at bruge titler eller uddannelser. Skriv i stedet, hvad du er god til. Længere nede i profilen skal du beskrive de arbejdsopgaver, du kan løse.
Brug et professionelt foto
Profiler med billede bliver set syv gange så ofte som profiler uden billede. Det foto, der er på din profil, sender et stærkt signal, men det skal vise dig fra din professionelle side. Hvis det er taget på stranden, til en fest eller med dit kæledyr, understøtter det ikke den professionelle stil, der hersker på LinkedIn.
Brug et link til din profil
I din profil kan du se det direkte link til den. Kopier det og sæt det i dit CV, din e-mail signatur og andre steder, hvor det giver mening. På den måde inviterer du andre til at se din profil, og du gør det nemt for dem.
Beskriv dit arbejde
For hver af dine tidligere ansættelser, skal du beskrive de arbejdsopgaver, du har haft. Skriv ikke bare de titler, du har haft, men de opgaver, du løste. Fortæl om det ansvar, du havde og de resultater, du nåede.
Husk til sidst, at det er i orden, at udnytte dine relationer. Alle, der har en profil på LinkedIn er der af samme årsag. De vil netværke. Udveksling af viden, muligheder og relationer er selve LinkedIns fundament. Det er ikke bare i orden at bruge netværket. Det er meningen!