Jeg tror de fleste er utrygge ved at bede om mere i løn. En helt uformel undersøgelse jeg i sidste uge lavede blandt en gruppe af venner, viste at halvdelen af dem aldrig aktivt havde bedt om en lønforhøjelse. Af de 12 jeg spurgte, var der endda 3, der mente at det ville blive taget ilde op, hvis de ønskede mere i løn. Lønforhandling bliver imidlertid mere og mere almindeligt og nødvendigt, især for de, der ikke har en overenskomst til at regulere lønnen. Så, hvad er den bedste måde at bede om lønforhøjelse?
Kend dit mål
Hvad vil du bede om, og hvad vil du acceptere? I alle former for forhandling skal du vide, hvad du skal spille ud med og hvad du vil være tilfreds med. Det gælder også i en lønforhandling, hvor jeg anbefaler, at du operer med tre beløb. Det første er den stigning, du vil finde acceptabel. Det andet er det, du starter med at bede om, og derfor er det højere end det første. Det tredje beløb er smertegrænsen, altså det mindste du er villig til at acceptere.
Du er også nødt til at finde ud af, hvad du vil gøre, hvis dit ønske ikke bliver opfyldt. Er dit ønske ultimativt eller er du klar til at forhandle? Er du villig til at sige op, hvis du ikke får mindst 5.000 kr. mere om måneden, eller er du indstillet på at acceptere mindre (måske ingenting)?
Hav argumenterne klar
Du skal regne med, at det kan være nødvendigt at argumentere for dit lønønske. Derfor skal du have dine argumenter på plads inden du spørger chefen. Har du øget kvaliteten af dit arbejde, er værdien eller omfanget af det steget, har du udviklet dig fagligt, har du efterslæb i forhold til kollegerne eller er det længe siden din løn er steget?
Sig, hvad du vil og ti stille
Når du har fremført dit lønønske og argumenterne for det, skal du tie stille og lade chefen svare. Når vi er nervøse eller ikke stoler på os selv, har vi en tendens til at gentage os selv for at gøre argumenterne kraftigere. Det virker imidlertid modsat.
Tænk også på kropssproget. Når vi taler, sender vi et utal af ubevidste signaler, der kan afsløre mere om vores hensigter end vi ønsker. Hvis du vil lyde overbevisende og troværdig skal du tale langsomt og tydeligt, mens du holder øjenkontakt.
Hvis du ikke får mere i løn
Tag den med ro. Hvis du bliver synligt vred eller irriteret risikerer du ikke bare at miste muligheden for lønforhøjelse her og nu, men også at dit generelle forhold til chefen forværres.
Spørg i stedet, hvad der skal til for at du kan få mere i løn. Hvilke resultater skal du f.eks. nå? Foreslå også, at I allerede nu planlægger et nyt møde, hvor spørgsmål tages op igen. Og husk så at lytte, så du forstå de chefens argumenter. Det er jo dem, du skal tackle næste gang I skal forhandle.